3 flyvedage, ca. 1.700km og en hviledag senere

Endnu en klassisk Uvalde opgave – nord-syd

Det går derud ad med fuld skrue og der har ikke været tid til at forfatte noget. For et par dage siden på den første officielle træningsdag fik vi en opgave hvor vi i nord endte i det rene golde månelandskab der absolut ikke bød på udelandingsmuligheder. Således fløj vi ca. 100km mod nord uden at se meget andet end gult sand og støv, små buske, forrevne klippestykker og ikke et hus eller en lufthavn i sigte. En del af feltet valgte denne dag at afbryde men sammen med Attie Jonker fortsatte vi alene op til vendepunktet og fik en super tur hjem. På vejen tilbage kom vi i kontakte med det lidt mere grønne terræn og småbjerge der trods alt bød på lidt flere udelandingsmuligheder. De 580km blev gennemført med 141km/t trods udbredt tørtermik der især langs den Mexicanske grænse igen viste sig fra sin stærk side med op til 4-5m/s i boblerne.

I forgårs stod den endnu en gang på en omgang hot Texan flying med 38-39 grader på jorden og en asfalt der fik smertefulde miner frem hvis man var så dum at komme i nærkontakt med den. Sammen med Bill Elliot “WE” aftalte vi at prøve at starte tidligt for så at se om vi kunne holde feltet bag os men det lykkedes ikke helt idet vi blev indhentet godt og grundigt efter ca. 200km på vej mod syd i retning af Laredo. Men til gengæld gik det fint med at holde dem stangen da de først fik kontakt med os. Resten af dagen og de følgende 360km udviklede sig til en tæt in-fight om højde og hastighed hvor vi alle med sammenknebne øjne skuede mod syd for at se om den bebuede søbrisefront (og tilhørende gust-front) skulle komme rullende ind på vores tværben mod øst. Alle ville vist gerne prøve den men det blev på godt og ondt ikke til noget og de sidste 100km foregik i udpræget tørtermik og mega lange glid.

Thomas Vestergaard i en gaggle nær Mexico og Rio Grande

Igår holdt jeg hviledag og her stødte i første omgang vores Team Captain Kristian Hansen til (uden baggage – den var gået tabt på vejen) og senere på dagen kørte jeg til San Antonio for at hente min super-duper hjælper Allan der efter en køretur til Hamborg, fly til Heathrow, Dallas, Houston og San Antonio ikke var meget mind’ed for at polere flyer fra morgenstunden. Det er svært at få folk nu om stunder.

Idag bød igen på en hastighedsopgave, igen i udpræget tørtermik, hvor vi først skulle mod syd. Idag ville jeg lægge mig bag en god gaggle og så prøve at flyve dem op. Det gik fornuftigt og efter vel ca. 50km lå jeg konstant i top og gik først således, at jeg de følgende 400km konsekvent havde en 15-20km lang hale af 18m fly efter mig.

At solen bagte uafbrudt ned i cockpittet generer mig heldigvis ikke og jeg føler jeg har fået en god rytmen med diverse afkølings-tiltag (våde bandana’er, hatte etc) samt løbende vædskeindtag (nu ryger der ca. 1 liter i timen).

Dog nåede jeg ikke at stoppe op i tide ved næstsidste vendepunkt og måtte indkasse dagens første parkeringsbøde hvor lurpasserne bag mig skred ind som de gribbe de er og  smuttede foran i køen da vi begyndte at line’ op til slutglid i bjergene mod nord. Jeg fik dog reddet lidt af æren hjem ved at stoppe op i og tage højde i en god 2.5m/s bobbel som gav mig slutglid vel ca. 80km ude.  Skøn fornemmelse at glide i den turbulente luft og løbende kunne hive lidt ekstra højde og energi ud af dagens sidste termik til en fin landing på hovedbanen i Uvalde med 139km/t på de 550km.

Med lidt over 4.000km på 7 flyvedage føler jeg, at jeg er begyndt at genkende området og delvis forstår orografiens indflydelse på termikkens virkning.

Vores nye 21m flagskib, JS1-C 18/21 har fået stor opmærksomhed herovre og de fire top piloter der flyver i dem virker temmeligt selvtilfredse. Nedenfor ser I den netop frigivne præsentation.